Stedet har været i familien Torpes besiddelse siden engang i starten af 70’erne – og har været flittigt brugt af familie og venner gennem årene. Det oprindelige hus var fra 1934, ganske uisoleret og temmelig primitivt (det var først engang i 80’erne at toilettet blev introduceret). El og varme nåede aldrig at blive lagt ind i det gamle hus. Men hyggeligt, det var der sgu’! – også selvom lugten af gammelt sommerhus var svær at komme af med igen i tøj, dyner osv.

Da den yngre generation Torpe og deres påhæng overtog hus og grund i 2004-2005 blev det dog forholdsvist hurtigt besluttet at vi ville have et lidt mere tidssvarende sommerhus som vi kunne benytte året rundt – og derfor blev det besluttet, omend ikke uden ‘tårer’, at det gamle hus skulle væk. Se i ‘Mindestue’ menuen og drøm dig tilbage til dengang hvor et sommerhus var et – ja, et hus man benyttede om sommeren.

Vi har dog (til en vis grænse) fastholdt idéen om det primitive sommerhus, hvilket bla. andet betyder at der hverken er spa, fjernsyn eller andet ‘nymodens’ pjank. Så skal der ses tv eller streames så er det om selv at medbringe en laptop eller iPad hvis abstinenserne bliver for svære at håndtere! Der er Wifi – find koden i gæstebogen.

Huset er opført i 2006 – og består af et stort køkken-alrum med brændeovn, 2 soveværelser med dobbeltsenge og badeværelse med toilet, brus og vaskemaskine (og gulvvarme).

Der er i 2021 installeret en luft/luft varmepumpe der kan anvendes i ydersæsonerne

Der er dyner/puder og sengetøj til 8 personer – men du kan også tage dit eget med…

Der er endvidere en lille hems, primært til opbevaring – men med lidt god vilje kan der godt sove et par børn deroppe. Der er 4 ekstra madrasser som kan anvendes til gæster – og der er naturligvis mulighed for at slå et mindre telt op på græsplænen.

Køkkenet er udstyret med keramiske kogeplader, ovn, køleskab og opvaskemaskine.

Spiseafdelingen kan dækkes op til ca. 10 personer. Ekstra klapstole kan findes under sengene i soveværelset.

Derudover er der afskærmet udebruser (m. varmt vand!), god terrasse med udekøkken med gasblus og gasgrill, havemøbler (8 stole + bord) samt masser at god plads at boltre sig på. Huset er placeret i fredet område med skov og krat – og i sommerperioden skal man absolut være varsom med anvendelse af åben ild. Brug kun grillen på terrassen! Udenfor sommersæsonen kan det lille bålsted benyttes – bålstativ og diverse bålgryder og pander forefindes.

Huset ligger forholdsvis tæt på andre sommerhuse i området. Det tager ca. 2-3 minutter at komme ned til dejlig sandstrand via små stier gennem området.

Husdyr tilladt

Adressen er – Bag Klitten 25, 8500 Grenå

[wpgmza id=”1″]